Motivationstariffen
Årsagen til at Rask Mølle Uldum Forsyning benytter motivationstariffen, er for at imødegå frås og spild og i stedet motivere til at udnytte den fremførte varme optimalt inden fjernvarmevandet bliver returneret til værket.
Motivationstariffen medfører, at du får:
Rabat på varmen, hvis du har en gennemsnitlig returtemperatur under det neutrale område. Det markerer, at du har en god drift af dit varmeanlæg og udnytter energien i fjernvarmevandet effektivt i din bolig, før det sendes retur til os
Ved at udnytte den fremførte varme optimalt kan værket reducere mængden af brændsel til kedlerne og mængden af forbrugt el til udpumpning af fjernvarmevand i varmenettet.
Det medfører samtidig at CO2 belastningen reduceres.
For varmt returneret fjernvarmevand er spild!!
I varmemålerne lagres data for fremløbstemperatur og returløbstemperatur, så værket når året er omme, kan aflæse hvilken gennemsnitlig temperaturer den enkelte forbruger har haft på henholdsvis fremløbet og returløbet.
Motivationstarif beregnes således:
Værket forventer, at en moderne varmeinstallation kan afkøle fjernvarmevandet til en returtemperatur på 30 °C, når fjernvarmevandet leveres med en fremløbstemperatur på min. 60 °C. Der er et neutralt bånd på 2,5 °C, inden der opkræves motivationstarif.
Motivationstariffen er et tillæg på 3,08 kr./MWh pr °C dårligere afkøling.
Hvis den enkelte forbruger afkøler fjernvarmevandet bedre end forventet, vil varmeregningen blive reduceret med 3,08 kr./MWh pr °C. Der er ved fradrag ligeledes et neutralt bånd på 2,5 °C.
For de forbrugere der får fjernvarmevandet ind med lavere temperatur end 60 °C, er kravet til returtemperatur lempeligere, idet det vil være vanskeligt for en varmeinstallation at køle fjernvarmevandet så godt som ved en højere fremløbstemperatur. Se tabellen ovenfor.
EKSEMPEL: En forbruger har en årlig gennemsnitlig fremløbstemperatur på 58 °C. Kravet er, at der skal være en gennemsnitlig returtemperatur på 32 °C. Er returtemperaturen f.eks. 35,5 °C, afkøles fjernvarmevandet ikke godt nok. Forbrugeren mangler 3,5 °C i afkøling af fjernvarmevandet. Der bliver ikke opkrævet motivationstarif for de første 2,5 °C. Derfor skal der betales for 1,0 °C dårligere afkøling= 3,08 kr./MWh varme forbrugt.
Havde forbrugeren afkølet fjernvarmevandet til 28 °C, afkøles vandet bedre end forventet. Der godskrives ikke noget for de første 2,5 °C, hvorfor forbrugeren får et fradrag på 1,5*3,08 kr./MWh = 4,62 kr./MWh varme forbrugt.